Clash i Testrup onsdag aften
19/9/2005

Onsdag den 21. september kan man på Testrup Højskole opleve Clash, som består af Bjørn Svin på elektronik og sampler og Andreas Bennetzen på elektrisk kontrabas og elektronik.
Clash tager udgangspunkt i mødet mellem eksperimenterende elektronisk musik og den klassiske musik. Bjørn Svin er en af de fremmeste musikere inden for den elektroniske musik. Andreas Bennetzen er solistklasseuddannet klassisk kontrabassist og komponist.
Når de to er sammen, skabes der en verden af lyd og toner, der overskrider genrerne. Musikken spænder fra det ambiente lytteunivers til funky og ekstatisk musik. Særegne klange, som frembringes både på instrumenter og maskiner, tager lytteren med på en spændende musikalsk rejse. Ud over deres egen musik vil der blive opført 2 nye klassiske kompositioner skrevet for kontrabas.
Koncerten finder sted onsdag d. 21. september kl. 19.30 i højskolens musikhus. Entréen er på 50 kr. / 30 kr. for medlemmer af Testrup Højskoles Musikforening, Skolekredsen og Elevforeningen.

link