Topnavn inden for dansk sejlsport -
20/9/2005

I al upåagtethed har Mårslet fået et ungt, internationalt topnavn inden for dansk sejlsport.
Mens 15-årige Thorbjørn Schierups klassekammerater i august satte kursen mod 9. og sidste skoleår på Mårslet Skole, rejste han selv til Kina.
Med hjem havde han tre uger senere en flot 5.plads ved VM i Europajollesejlads. Ved et stævne i Norge i ugerne umiddelbart før blev han nordisk seniormester.
Europajolle er en enmandsjolle af samme type, som Signe Livbjerg vandt bronze i ved OL i Athen sidste sommer.

Thorbjørn Schierup har sejlet i fem år - de førte tre år i optimistjolle, de sidste to år i Europajolle.
De flotte rresultater kommer ikke af ingenting. Thorbjørn bruger mange timer på sin sport. De to stævner i Norge og Kina har begge strakt sig over tre uger. Ud over disse har han i øvrigt også været tre uger til EM i Finland tidligere på sommeren.
Thorbjørn Schierup er knyttet til Kaløvig Bådelaug i det nordlige Århus. Tre timers sejlads på bugten betyder, at han skal afsted fra sit hjem på Jelshøjvej kl. 4 om eftermiddagen og først vender hjem igen kl. 10 om aftenen. Det foegår flere gange om ugen det meste af årået.

Den unge sejler sigter lige nu mod at skifte til Laserjolle. Der bliver ikke sejlet Europajolle ved OL, og OL er det ultimative mål inden for dansk sejlsport.

Se et billede fra et af sommerens stævner på vedhæftede link.

link