Flot revy forude -
6/10/2005

"105 gram blandet", den lokale revyforening, overvejer at tage navneforandring til "105 kilo blandet" for at matche sin by, der bare vokser og vokser. Det kom frem, da revyforeningen onsdag aften afviklede en meget vel gennemført generalprøve på en meget flot revy. Publikum var bl.a. foreningens sponsorer.

Revyen var i alvorlig personaleknibe for mindre end en måned siden, men den er kommet styrket ud af problemerne. Skuespillerne på scenen har fået en stribe gode tekster at arbejde med, energien er høj, og musikken binder det hele sammen på smukkeste vis.

Publikum de næste tre dage - alle forestillinger er udsolgt - vil sikkert især nyde de lokale tekster, fx om Ivan Dybvad, der nu stiller op til byrådet, den Kaj Christensen-inspirerede dialog omkring det nye Brugs- og Fakta-skilt, et nummer om de stigende boligpriser, og ikke mindst unge Finn, der som en bedre Chris fra Chokoladefabrikken ringer til sin skoleleder Bodil og fortæller om de forfærdelige kvaler, der forhindrer ham i at komme i skole.

Men der er også herlige teksterne om den verden, der rører sig uden for Mårslet. Bl.a. må man nyde de to små historier om Pia Kjærsgaard, Ritt Bjerregaard og en dansktalende tyrker.

En flot forestilling, der lover godt for 25 års jubilæet næste år. God fornøjelse til publikum de næste aftener!

Se billeder fra revyen under vedhæftede link.

link