Finn Smerup stiller op
18/2/2006

Denne vinters store overraskelse i foreningslivet i Mårslet er og bliver nok det comeback, som årets mårsletter anno 2000, Finn Smerup, nu er parat til.
Han opstiller til Mårslet Fællesråds forretningsudvalg, der har repræsentantskabsmøde tirsdag den 28. februar.

Det er Ivan Dybvads meddelelse om at han er formandsemne til Mårslet Fællesråd, der har fået Finn Smerup ud af starthullerne. Han stiller imidlertid ikke op imod Ivan Dybvad. Han ønsker kun en sekundær post, men mener i øvrigt, at han stadig har noget at tilbyde.
Finn Smerup begrunder beslutningen for at opstille med hans altid gode og tætte samarbejde med Ivan Dybvad gennem mange år i forskellige bestyrelser og sammenhænge, herunder hører også deres tennisdyster på TMG-banerne på Gl. Bedervej.
I Mårslet har Finn Smerup gennem tre perioder været formand for TMG, (hvor han er æresmedlem) og i seks år formand for det Fællesråd, han nu søger tilbage til. Finn Smerup var også med i styregruppen i det hedengangne Væreby-Leveby-projekt.
Arbejdet i Fællesrådet er utroligt vigtigt for lokalsamfundet, men også set som en betydningsfuld samarbejdspartner for Århus. Mårslet Fællesråd har efterhånden en position, man respekterer fra mange sider. Det er det arbejde vil jeg gerne være en del af, udtaler Finn Smerup.
KC