20 lærere går langt
22/3/2006

Et flertal af lærerne fra Mårslet Skole har tænkt sig at gå langt for folkeskolen i dag. De deltager i et landsdækkende arrangement til støtte for den folkeskole, der har fokus både på faglige færdigheder og evnen til at bruge dem innovativt og kreativt. Anledningen er januar måneds folkeskoleforlig. Det har, mener lærerne, fokus et forkert sted: På færdigheder og målbare succeskriterier, så vi kan klare os bedre i internationale tests.

En lang række frontfigurer særligt fra kultur- og erhvervslivet støtter lærerne i deres udlægning af forligets konsekvenser. I dag lader disse sig udnævne til ambassadører for den brede forståelse af faglighed i folkeskolen. Det sker fra kl. 16.00 på Klostertorv i Århus. Det er dette arrangement, lærerne fra Mårslet deltager i.

Meningen med slogan'et "gå langt for" er meget konkret. Lærerne fra Mårslet Skole mødes således med flere hundrede lærere og forældre fra andre sydskoler på Filtenborg Plads kl. 15. Derfra går man i fælles flok ind til Klostertorv.

Ud over Filtenborg Plads er der fem andre mødesteder langs Ringgaden.

På Klostertorv vil der være ambassadør-udnævnelser, musik og anden underholdning - bl.a. ved Café Kølbert - fra kl. 16.

Arrangementet - hvortil også ventes repræsentanter fra en lang række andre faggrupper - ventes at slutte kl. 17.

Læs mere på Århus Lærerforenings hjemmeside på vedhæftede link.

link