Let at være senior
19/5/2006

For syv år siden var det et problem at blive 55-60 år og ville fremtidssikre sit liv i Mårslet - medmindre man da havde lyst til at blive boende i sit parcelhus og fortsætte med at passe en stor have.
Dengang bestod Mårslet nemlig af en masse parcelhuse, nogle få andelsboliger og så de almene boliger i Visbjerg Hegn.

I dag er det om ikke let, så dog muligt at flytte over i en mindre bolig uden tilhørende stor have. Mårslet har siden 1999 fået tilført ialt 94 seniorboliger, og yderligere 25 er på vej i den sydlige udkant af byen.
Beboerne deri kan se deres nye liv i møde med sindsro. Det er nemlig nemt at falde til også for seniorer i det ellers så børnefokuserede Mårslet, og byen har nogenlunde de faciliteter, der skal til også for denne aldersgruppe.
Det er resultatet af et minirundspørge til nogle af seniorerne i de første tre seniorbyggerier.

Mange af seniorerne er tilsyneladende meget opmærksomme på, hvad der udbydes af aktiviteter i byen. De taler om forskellige, men de taler alle om "byens aktiviteter" - og nævner Sct. Hans, grundslovsfesten, loppemarked, pinsefest og borgermøder. De bruger hinanden internt i seniorfællesskaberne, men de bruger også byens øvrige foreningsliv og nævner bl.a. TMGs seniorbadminton og brændevinslauget. Og de bruger naturen. I alle tre fællesskaber er der således arrangeret faste daglige eller ugentlige gåture ud i Mårslet og omegn. Fra Hasselhegnet beretter Aage Foss-Petersen således om en gruppe, som går hver dag med skridttæller, og at det bliver til mellem 5 og 6 km hver dag.

"Jeg kom her, fordi boligerne var her, og ellers var jeg aldrig kommet hertil, lyder det fra Inga Havbjerg Petersen i de almene seniorboliger på Hørretløkken. M
en det, der for hende startede som en praktisk foranstaltning, viste sig at blive "helt fantastisk", som hun siger:
"Man skal selv være aktiv og gå til det, der bliver arrangeret. Til gengæld synes jeg, man falder rigtig hurtigt til. I andre byer, jeg kender, var det aldrig gået. Slet ikke på samme måde," mener Inga Havbjerg Petersen.

Læs mere via det grå link "Borgerne" øverst i billedet.