36.000 kr. i overskud
13/6/2006

Nye rekorder på loppemarkedet, men hvis og hvis!

Alt i alt et rigtigt godt loppemarked igen i år.
Fredag den 19.maj kl. 14.00 hang de regntunge skyer over Mårslet, og udsigten til at få 12 14 millimeter regn lørdag gjorde, at vi besluttede at udskyde loppemarkedet til den 10.juni. Hvilket vi absolut ikke fortrød. Det betød naturligvis en hektisk aktivitet fredag med at underrette alle implicerede og orientere publikum så godt vi nu kunne. Skulle der være nogen som kørte forgæves, håber vi de har forståelse for flytningen.

Da vi i lørdags gav startskuddet til årets loppemarked, kunne vi ikke lade være med at tænke på store udsalgsdage i f.eks. Sallling og Magasin, når vi så den mængde af interesserede købere som sprængte afspærringsbåndene. Grundet flytningen af datoen, var besætningen af sælgere lidt mindre end planlagt, men salget gik godt.
Flere, som kom cyklende til loppemarkedet, parkerede deres cykler hvor vi havde cykler til salg, hvilket resulterede i ivrige købere til flere af de parkerede cykler. En af cyklerne blev handlet, men heldigvis senere bragt tilbage til rette ejermand.
Både salget af blomster og øl satte rekord, men også mængden af affald på hele 3 containere er rekord. Denne rekord i affald skyldes måske, at vi fik ekstraordinært mange lopper ind i tiden efter den første indsamlingsdag. Folk har åbenbart brugt Kristi Himmelfartsdag og Pinsen til at rydde op. Vi mener også at Grisen satte rekord med en vægt på 99,5 kg, - de må nok skyldes at den har fået lov til at leve 3 uger længere...

Årets overskud blev ikke rekord, men vi er absolut rigtig godt tilfredse. Omsætningen var lige så stor som sidste år. Overskuddet blev på ca. 36.000., ca. 10.000 mindre end sidste år, men det skyldes primært, at vi har investeret et pænt beløb i nye bordplader og bordbukke, samt en del ekstra udgifter ved at flytte markedet fra den 20.maj til den 10.juni.
Men hvis nu vejret havde været godt den 10. maj og hvis vi ikke havde investeret i nye bordplader m.v., så havde resultatet været ligeså godt som rekordåret 2005. Vi er absolut godt tilfredse og alle skal have en stor tak for at have støttet markedet. Det gælder både købere bidragsydere og alle medhjælperne, men især alle dem som på ekstraordinær måde har støttet os, så som Vognmand Per Andersen, gartner Lars Christensen, gårdejer Jens Thomsen, Per Mikkelsen, Svalk, Bageren, Autoforhandler Ole Thygesen og alle dem som har lagt biler til.
Endnu en gang blev loppemarkedet en festdag i Mårlset og vi siger på gensyn den 9. juni 2007.

TMG
Håndboldafdelingen