For mange børn i bil
27/6/2006

Er det rigtigt, det vi går og siger? At mange børn bliver kørt i skole?
Spørgsmålet blev aktuelt, da kommunen lavede en skolevejsundersøgelse, hvor man via et internetbaseret spørgeskema udspurgte børnene om deres trafikvaner.
72% af børnene svarede og undersøgelsens konklusion var, at at 65 % cykler, 21 % går, 8 % bliver kørt i bil mens 4 % bliver transporteret med bus.

"8% bliver kørt" lyder ikke af meget, som vi normalt går og har på fornemmelsen. Så to morgener (31. januar og 2. maj) foretog Fællesrådets trafikkampagnegruppe en helt uvidenskabelig optælling af biler, der afleverede børn ved skolen.

I januar blev der talt 115 biler (og altså mindst 115 børn), mens der i maj blev talt 110 biler. Det var to helt almindelige morgener, "så tallene er nok ikke helt skæve," vurderer Kurt Søe fra gruppen.

Der er 724 elever på skolen, så trafikkampagnegruppens tal svarer til 16% hhv. 15%, hvis man ser bort fra dobbeltafleveringer, syge børn og andre ting, der kunne trække tallene opad.

Og hvad kan man så bruge det til, har trafikkampagnegruppen spurgt sig selv. Svaret er:
"Der er i hvert fald to ting, der springer i øjnene. For det første er både 16 og 15 meget større end 8. Og det kaster nok et lidt uldent lys på skolevejsundersøgelsen.
For det andet ER der mange børn, der bliver kørt i skole og dermed en masse køren rundt i Mårslet i myldretiden."

De næste år vil trafikmængden stige markant igennem byen. Trafikkampagnegruppen siger:
"Vi må prøve at bruge alle muligheder for at gøre stigningen på lav som mulig. Fællesrådets trafikudvalg vil gerne ønske for det skoleår, der starter efter sommerferien, at rigtig mange børn vil få den gode vane selv at bevæge sig til skolen. Det er sundt, det er sjovt, det tager ikke lang tid og det er ikke farligt! Hvis man spørger de voksne, der er trafikvagter ved forgængerovergangen ved Tandervej/Obstrupvej, så er deres klare indtryk, at det er en flok glade og trygge børn, der hver morgen trasker i skole sammen eller hver for sig på cykel, løbehjul eller gå-ben.