Peter Thyssen åbner
24/8/2006

Rådmanden for Teknik og Miljø Peter Thyssen klipper lørdag den 2. september kl. 10 snoren til den nye sti, der forbinder Langballevænget med Bedervej.
Stien er 800 meter lang og løber langs Odderbanen. Ved Bedervej er der adgang til Odderbanens trinbrædt.
Stien er i Mårslet tilsluttet stisystemet ved Langballevænget, hvor selve snoreklipningen kommer til at foregå.
Ved Bedervej er der forbindelse via en sti langs med Bedervej til Vilhelmsborg Allé. Derfra kan man komme gennem skoven ned mod stranden.

Det første lag asfalt er netop lagt på. Næste år, når stien har fået noget belastning, vil der følge et slidlag med gule sten. Stien vil derefter fremstå mere gruslignende og falde bedre ind i omgivelserne.

Sammen med stien har vi fået en ny bro. Den er malet i den samme røde farve, som anvendes til broer og rækværk i Marselisborgskoven. Farven er valgt ud fra at den står tæt på Odderbanens granitbro over Giber Å.

Lørdag d. 2. september holder rådmanden og formanden for Fællesrådet i Mårslet, Ivan Dybvad, hver en tale. Fællesrådet og Århus Kommune er efterfølgende vært ved en kop kaffe/te og wienerbrød.