Ny tovholder søges
5/9/2006

Efter mere end 16 år, hvor Per Enevoldsen sammen med sine børn Runa, Thor og Lea har sat flagallé op i Mårslet, skal der nu findes en ny, der vil tage sig af opsætningen af flagalléen efter denne sæson.

Familien Enevoldsen glæder sig til at videregive arbejdet til en familie der brænder for, at flagalléen bliver sat op på 11 officielle flagdage - 9. april, Dronning Margrethes fødselsdag den 16. april, 5. maj, Grundlovsdag. Valdemarsdag, påske, pinse og til 3 konfirmationer og desuden til børnefestival, byfest og ved bryllupper, fødselsdage og andre mærkedage, hvor folk ønsker flagalléen sat op.

Økonomien i flagalléen er beskeden, men et frikort vil gøre godt; så vil indtjeningen være et særdeles godt alternativ til en avistur, og så kan man være sammen om sagen.

Flagene ligger fast på flagalléens trailer og opbevares i garage i midtbyen hos Inger Larsen, der velvilligt har stillet sin garage til rådighed.

Udover opgaven med opsætningen af flagalléen er der nogle småting, der skal laves - der skal om foråret renses huller for vinterens skidt. Der skal skiftes en flagknop, eller en stang skal repareres i nu og næ.

Der er lavet en aftale med Mårslets webben om lige at skrive, hvorfor der flages. Der skal laves et regnskab og et budget - dette vil Fællesrådets kasserer tage sig af.

Interesserede kan henvende sig til Per Enevoldsen, tlf. 86 29 36 51 eller Keld Schmidt-Møller, tlf. 86 29 34 10.
Mårslet Fællesråd

Læs flagalléens historie under den grå topmenu "Bag om 8320"

link email