Løssluppen revy -
9/9/2006

Mårslet Revyen har i år 25 års jubilæum. Men hvis nogen tror, at det skal fejres med ophøjet stil og værdighed, så må de tro om igen.
I årets revy bliver hverdagen vendt på hovedet, og man får et spøjst kig under overfladen i det ellers så pæne Mårslet...

Mårsletterne siges ellers at være ret borgerlige og korrekte. Men kigger man bag om byens velklippede hække, findes en broget verden af skøre historier.
Der er lagt op til både klukken og latter, når byen og dens indbyggere tages under kærlig behandling i årets revy: "25 skarpe".

Netop i disse dage synger, svinger og spiller en håndfuld mårslettere sig gennem en perlerække af skægge numre, der iøvrigt også er skrevet af lokale forfattere.
Mårslet lokale revyforening, 105 g Blandet, kan fortælle, at forestillingen nu er ved at tage form, så man er klar til de fire festforestillinger 4. + 5. + 6. + 7. oktober i Mårslet Borgerhus. Forestillingerne begynder klokken 20.
De gennemføres som selvbetjenings-serveringsteater, idet man før, under og efter forestillingerne kan købe vin, vand, øl, kaffe og småkager i den - som regel - meget velbesøgte bar.

Da scenen fylder en del, er der kun plads til 75 tilskuere pr. forestilling, så de maksimalt 300 pladser rækker kun til de ivrigste. Sidste år var der totalt udsolgt til alle forestillinger.

Man kan ikke bestille eller reservere billetter, så skynd dig til Mårslet SuperBrugs, hvor billetterne kan købes fra 9. september til 75 kroner stykket ved kasse 1.

link