Muhammed-tegninger
8/10/2006

"Provoen og profeten" er titlen på en bog, skrevet af Kim Hundevadt og John Hansen, begge journalister på Jyllands-Posten. Onsdag den 11. oktober får Testrup Højskole besøg af Kim Hundevadt, som bor i Mårslet, og som vil lægge op til en drøftelse af forholdet mellem Vesten og Islam set i lyset af Muhammed-tegningerne. Hvad skete der bag kulisserne på Jyllands-Posten og på Christiansborg under den såkaldte "Muhammed-krise" og hvor står vi i dag? Hvor går grænsen mellem ytringsfrihed og hensyntagen til folks religiøse følelser? Er ytringsfriheden truet af selvcensur? Eller er selvcensuren et nødvendigt vilkår i et multikulturelt samfund?
Arrangementet indledes kl. 19.30, og entréen på 30 kr. indbefatter et kaffebord i pausen.