Omfattende hærværk
29/12/2006

Nogle drenge udførte i går aftes ved 22.30 23.00 tiden omfattende hærværk i Mårslets nye udstykning på Mustrupvej og ned igennem Ovesdal.
Det blev opdaget, da drengene kastede en opgravet skelpæl mod en bil, men i stedet ramte et af husets vinduer, som blev beskadiget. Dette vækkede husets beboere, som hurtigt kunne konstatere, at der ligeledes var blevet begået hærværk ved nabohuset.
Børnenes el-bil stod midt på vejen, fronthjelmen var blevet sparket i stykker, sidespejlene og gearstangen brækket af, og endelig var batteriet rykket ud.
Derudover kunne det konstateres, at husets udendørs belysning var blevet sparket i stykker.
Efter nærmere undersøgelse kunne man se, at drengene ligeledes havde kravlet op på to parkerede biler. På den ene har de stået helt oppe på bagklappen, og på den anden var der tydelige fodspor på bagkofangeren - måske i et forsøg på at stjæle en antenne.
Begge biler er meget ridsede på både kofangere og bagklap. I morges, da beboerne ledte efter rester fra el-bilen i området, kunne det konstatere, at hærværksmændene på deres vej igennem Ovesdal har ødelagt næsten hver anden lygtepæl på stien fra den nye udstykning ned langs Ovesdal helt ned til Giber å ved den gamle kiosk. Metalpladerne, som normalt beskytter mod ledningerne, er blevet sparket af, og ledninger hænger ud fra langt de fleste lygtepæle.
Hærværket i den nye udstykning er politianmeldt.
Om sagen har nogen sammenhæng med de drenge, der i bogstaveligste forstand legede med ild i aftes i midten af Mårslet, vides ikke.