Den nye bager er landet
26/1/2007

Mårslet Bageri v. 42-årige Lars Jørgensen er "landet" rigtig godt i byen. Han åbnede umiddelbart efter nytår, og allerede sidste weekend måtte man stå i kø uden for bagerbutikken for at få sit morgenbrød. Det er næppe set før i Mårslet - og Lars Jørgensen har da også svært ved at skjule sin begejstring:
"Jeg kan næsten ikke få armene ned. Vi har fået en kanonflot modtagelse med meget ros og meget tilfredse tilkendegivelser, og vi har måttet ansætte ekstra personale, så travlt har vi," fortæller bageren, som modsvarer kundernes tilfredshed med yderligere en stribe tiltag. Han leder efter en bager mere, så de i alt bliver tre. Han renoverer inde i selve butikken. Og så ændrer han koncept.
"Vi kommer ind under Guldbageren her pr. 31. januar. De har et godt koncept med noget godt brød, en krummeklub til børnene, stor handlefrihed til den enkelte bager og så alligevel en fælles, stærk branding.
Desuden udvider vi åbningstiden til kl. 16 i weekenderne, fordi vi har fået tilkendegivelser på, at kunderne gerne vil kunne gå til bager også om eftermiddagen."

Når Lars Jørgensen har svært ved at få armene ned, som han udtrykker det, skyldes det måske også, at det tog et stykke tid at få dem op. Han havde en særdeles hård start. Da han "lagde billet" ind på at overtage bageriet, var han klar over, at han overtog en butik med problemer.
Et par uger før overtagelsen blev han ringet op, at der desværre var konstateret rotter i bygningen, men at man ville sætte gang i noget rottebekæmpelse.
Da Lars Jørgensen overtog, var der ikke bare rotter - der var mange rotter.

Fødevarestyelsen opdagede problemerne og nedlagde 24. november forbud mod produktion på stedet, men man gav tilladelse til, at der fortsat blev solgt brød i selve butikken. Hvis der har været rotter før den tid og butikken alligevel har haft en glad smiley, kan det skyldes, forklarer Fødevareregion Nord, at man kun tjekker det areal, der opgives at høre med til butikken. Altså ikke loftet, hvis det ikke har været angivet som en del af butikken.

Lars Jørgensen måtte ribbe loftet. Overetagen er blevet armeret med et jerngitter, som skadedyrene ikke kan gnave sig igennem. Han har tegnet abonnement på et samarbejde ISS, som kommer i butikken en gang om ugen for at følge situationen. Der er lavet flere undersøgelser, bl.a. så simpel en test som at sprede mel ud på det nye gulv, for at man fysisk kunne se, hvis de ubudne gæster skulle komme igen. Det er ikke sket, og d. 5. januar fik Lars Jørgensen en glad smiley på de nyrenoverede produktionslokaler.