Foreninger eksponeres
11/4/2007

For et par uger siden dukkede et nyt link op i det hvide midterfelt på forsiden af Mårslet-nettet. Det hedder "Foreninger" og rummer en liste over foreninger, der har tilmeldt deres hjemmeside en ny "opdaterings-service" på Mårslet-nettet. Den giver mulighed for, at interesserede får besked, næste gang foreningens hjemmeside opdateres.

Princippet er, at fx Brændevinslaugets web-ansvarlige tilmelder sig systemet.
Næste gang, han eller hun opdaterer sin hjemmeside, går han eller hun ind på Mårslet-nettet og laver en "opdaterings-nyhed".
Den dukker op i den lyserøde spalte "Aktuelle links", næste gang, brugerne af Mårslet-nettet åbner maarslet.net.

De fleste nyheder i denne spalte har tilknyttet en henvisning, hvor der står "link". Når det handler om en forenings-opdatering, står der i stedet den pågældende webmasters opdaterings-tekst - og ordet "Forening".

Systemet er udviklet af Mårslet-nettet for at give øget synlighed til og viden om, hvad der foregår i de mange små og store hjemmesider, der er knyttet til 8320-området. Det kan bruges af alle størrelser foreninger og institutioner - fra frimærkeklubben over spejderne til kirken og skolen.

Hvis en bruger af Mårslet-nettet ikke synes, han eller hun vil have nyheder fra den pågældende hjemmeside ind på Mårslet-nettet, kan han afmelde foreningen eller institutionen - ligesom man kan tilmelde sig igen, hvis man senere skulle fortryde.

En konsekvens af systemet er, at forsiden på Mårslet-nettet vil se forskellig ud, alt efter hvor mange foreninger man står tilmeldt.