Kendte komikere på scenen
20/4/2007

Den Århus-kendte entertainer og komiker Jan Svarrer underholder ved støttefesten for Projekt Multihal i Mårslet fredag 27. april i skolens kantine. Sammen med ham optræder stand up'eren Claus Petterson fra komikergruppen KomikCafeen på teatret Svalegangen.
Jan Svarrer har i mange år været et kendt ansigt på den århusianske humorscene med sin guitar, skøre mimik og skægge sange og causerier, som publikum i Mårslet også vil få en række smagsprøver på.
Claus Petterson har i årevis været aktiv på den århusianske scene for stand up comedy ligesom han har optrådt i TV2-programmet Scenen er Din og på Zulu.
De gæster begge Mårslet for at give deres underholdende bidrag til støttefesten, der arrangeres af revygruppen 105 gr. Blandet og Multihal i Mårslet.
Aftenen er den første af en række kommende events, der skal festliggøre arbejdet med at bygge en multihal i Mårslet med plads til idræt og kultur-aktiviteter. Programmet den 27. april består af revyoptræden, stand up og en hyggelig sving-om.
Billetten koster 50 kroner og kan købes i SuperBrugsen.
(for arrangørerne: Steen Bille)

link email