Møder om fibernettet
28/5/2007

Der har i den forløbne uge været afholdt 3 orienteringsmøder for de førstkommende, potentielle kunder hos Østjysk Energis selskab for fibernetværk: Profiber.
På møderne har Profiber gennemgået de kommende muligheder og besvaret spørgsmål.
Kort fortalt arbejder Østjysk Energi, TRE-FOR og Energi Horsens sammen om, i et fælles selskab, Profiber, at rulle fibernettet ud til alle de 3 forsyningsselskabers kunder. Dette sker over en 8-årig periode, og vi her i det sydlige Mårslet er sammen med Saxild-området, blandt de første her omkring, der får tilbudt de nye muligheder.
Og hvad er så det nye? De fleste internet bredbåndskunder hos TDC og de andre selskaber, der tilbyder disse løsninger, abonnerer på en ADSL-løsning. Det er bredbånd, fremført via det traditionelle kobberkabelnet, der findes overalt og som vi i dag bruger til bl.a. fastnettelefoni. Båndbredden, det vil populært sige, hvor meget vi kan ’pumpe’ igennem kobberkablerne, er begrænset – og det ser vi i form af de forskelle, der er på upload- og downloadhastighederne. Har man en pænt hurtig privat ADSL-forbindelse på fx 4 Mbit/s, er det den hastighed, man kan hente data ned fra internettet med. Skal man sende noget den anden vej, er det som oftest til en meget langsommere hastighed, måske 16 gange så langsomt, svarede til 256 Kbit/s.
Med fibernettet, der i sin natur rummer mulighed for meget høje hastigheder, klar den dag, vi får brug for det, har man ikke lavet den slags begrænsninger. Her sker upload og download med samme hastighed – og man kan næsten sige, at hastighederne begynder, der hvor ADSL-hastighederne slutter.
Høje download-hastigheder kan vi altid bruge. Snart vil vi hente film ned fra Blockbuster og hvad de nu alle sammen hedder, i digital- og HDTV-kvalitet. Når vi beslutter os for at leje den nyeste James Bondfilm på den måde, er vi ikke interesseret i at vente i flere timer på det.
Har vi brug for høje upload-hastigheder? Det mener jeg, at vi har – og navnlig får - det bliver mere og mere almindeligt at uploade billeder fra kameraet til den butik, der skal printe billederne – og vi vil måske gerne sende vores billeder og film til familie og venner rundt om i verden – og det må gerne gå lidt kvikt… Har man et hjemmekontor, er tid jo penge, her er diskussionen vist overflødig.

Her følger en række udsagn og påstande, hørt på Profiber-mødet (uden forbindende!):
- Hvis man tilmelder sig inden den 16. juni, er tilslutningen gratis, derefter vil det typisk koste omkring 4.000 kr. afhængigt af, hvor langt der skal graves.
- Man kan i dag få 1 Mbit/s til 149,- pr. måned. 10 Mbit/s koster 299,- pr. måned og 20 Mbit/s koster 599,- pr. måned. Langt højere hastigheder kommer senere.
- Det obligatoriske abonnement koster 99,- pr. måned.
- Hertil kommer en lang række tillægsydelser, man kan beslutte om man har brug for.
- En standard TV-pakke koster 139,- pr. måned
- Der kan forsynes ca. 4 TV-apparater i huset samtidigt
- Digitalt TV, HDTV og Viasat-pakker er undervejs.
- Profiber har et samarbejde med Debitel og Telsome og her kan man få ip-telefoni, altså telefoni via internettet, til lave priser. Abonnementet kan være gratis incl. 1800 minutters gratis taletid til fastnettet i Danmark pr. måned.
- Hvis du er ved at bygge, bygge om eller til – kan du få tomrør til fibernettet gratis hos Østjysk Energi, så du kan lægge rørene under fliserne osv.
- Installationen, der er gratis til 16. juni, omfatter fibernettet ført ind i huset og afsluttet i en såkaldt Hjemmecentral.
- Der føres 1 Gbit/s frem til Hjemmecentralen, så den købte internethastighed ikke påvirkes af andet brug af forbindelsen.
- Man behøver ikke beslutte sig for TV og/eller ip-telefoni fra starten af. Det er nok at vælge Profiber internet og den hastighed, man ønsker.
- Fibernettet bygger på en ringnet-struktur – dvs. at det normalt kan tåle, at kablerne skæres over ét sted i ringen.
- Profiber starter med at grave 1/7 og forventer at være færdige, før frosten går i jorden.

Check i øvrigt hjemmesiderne hos link og link .

Således opfattet,
Hans-Ole Kaae

link email