Anmeldelse af Revyen 2007
5/10/2007

Længe så det godt ud alle teksterne var hjemme, skrevet dels af de gamle støtter og dels af nye overraskende talenter af flere aldre men så var der ikke nok skuespillere. En hurtig runde gav dog pote og flere nye kom til med nye talenter i rygsækken.

Instruktøren fra sidste og forrige år Ole Lyngfeld Lund kom derfor sent i gang med forarbejdet og alle holdt vejret. Selv efter den perfekte og fornøjelige sceneopstilling og tilrigning i det efterhånden alt for lille Borgerhus var der nervøsitet at spore.

Generalprøven, hvortil de generøse sponsorer var inviteret, gik præcis som en sådan forventes at gå skæve replikker uden lige. Selv suffløren var rigtigt på for første gang. Men det vigtigste var, at ingen havde mistet modet specielt ikke instruktøren, som dermed vidste, at premieren var helt hjemme.

Han havde ret det blev en oplevelse fest og ramasjang, som den fungerende formand, Henning Hansen havde skrevet i indledningssangen.

Men der var også mere end det.

For det første fine tekster, hvor der var både til gården (- svinelugten og gyllen) og til gaden (- motorvej og Kattegatsbro m.v.), fra rock i køkkenet til instinkt-terapi på plejehjemmet.

Ikke bare var teksterne af høj kvalitet. De var også godt fordelt til de enkelte skuespillere og kom i en udfordrende og god rækkefølge så vidt vi uden for den stærkt sammenpressede scene kan bedømme der skal jo skiftes tøj og flyttes remedier.

Der var lige det krav til publikum, at man skulle holde ørerne stive. Det helt uforpligtende og hurtige efterfulgtes uden varsel af numre, der gik helt ind og rørte ved sjælen både på unge og gamle.

Når man læner sig tilbage og overvejer, hvad man fik med hjem, så er der masser at tage af. Hver og en sjæl har fået lidt næring. Nogle måske endda meget. Der var lidt af de skæve vinkler på mange felter og skønt advarsel om det modsatte også nogle, der sad lige i skabet.

Men oven over alting fik man kærlighed med hjem det lyste ud af holdet alle de aktive i årets revy at man passede på hinanden efter bedste evne og at man holdt af hinanden og af Mårslet og det smitter!

Tegneren

email