Spilleregler for debatten
28/2/2008

Maarslet.net har fået en "ny" webmaster og debatten har fået en moderator.

Birthe Jørgensen, som i en årrække var en skattet webmaster på maarslet.net, har som bekendt holdt pause i en periode. I dette tidsrum har jobbet som webmaster været passet ved fælles hjælp af Hans-Ole Kaae og Kurt Søe.

Nu har Birthe imidlertid fået ny luft og er vendt tilbage til jobbet som webmaster. Det ser både webgruppen og Fællesrådet på med stor tilfredshed vi byder Birthe hjerteligt velkommen tilbage.

Samtidig har debatten fået en moderator. Debatsiden på webben har i nogen tid lidt under, at enkelte personer fyldte så meget, at det efterhånden var få, der læste siderne og endnu færre, der bidrog med debatindlæg.
På den baggrund har webgruppen besluttet, at for eftertiden bliver nye debatindlæg checket op mod de almindelige spilleregler for god debat, før de vises på webben.
Denne service udføres af debattens moderator, og funktionen varetages af webmaster.
Fællesrådet støtter op bag denne beslutning, og vi håber meget, at det vil bringe liv og sundhed tilbage i Debatten.

Debattens spilleregler er:

1. Glem ikke, at der sidder et rigtigt menneske bag skærmen i den anden ende også så tal ordentligt.

2. Respektér andres tid og båndbredde - skriv kort, klart og lige til sagen.

3. Følelser er svære at kommunikere, sarkasme og ironi er rigtigt svære kommuniker derfor facts.

4. Skriv, når du kan bidrage med noget nyt, og lad være med at gentage synspunkter.

5. Giv et godt indtryk af dig selv byen er lille, og du skal kunne se folk i øjnene, når du bagefter møder dem på skolen eller i brugsen.

6. Man er, hvad man skriver - hæng ikke andre mennesker ud.

7. Brug debatten til at dele din viden i stedet for at nedgøre andres.

8. Tilgivelse af fejl er godt også på nettet.

9. Lad være med at råbe skriv aldrig med store bogstaver.

10. Stop, når du har kommunikeret dine facts afstå fra absolut at ville have det sidste ord.

Om moderatoren: Jobbet er at være "large" for ikke at kvæle debatten - men ikke så large, at debatten kvæler debatten.

Debattens spilleregler fremgår fast af den guide, der hjælper debattens deltagere med at få indlæggene sendt til moderator. Gå ind via det røde debat-link under det faste årstidsbillede.

Keld Schmidt-Møller
Mårslet Fællesråd

email