Ny dansk krimi
21/4/2008

En ny dansk krimi, Frost og aske, tager afsæt i Mårslet. En otte-årig dreng bliver fundet død i Giber Å og som siderne langsomt afslører en hel stribe af ulykkelige historier, der ikke alle sammen har noget med hinanden at gøre, går det op for læseren, hvor fristende det har været for en krimiforfatter at henlægge en roman om løgn, ulykkelige skæbner, pædofili og mordbrande til et så idyllisk lilleput-samfund som Mårslet, hvor alle tror, de ved alt om alle.
Sammenligningen med David Lynch' Twin Peaks trænger sig på. Også her var det pænt på overfladen og slemt, når den krakelerede.

Stranguleret
Tilmed er årstiden vinter, og sneen og frosten bider både på det ene og andet plan. Den otte-årige Lukas, drengen i åen, forvinder på vej hjem fra sfo'en. Han findes stemmet op mod nogle grene i åen uden for byen - har brandvabler i sine hænder og røg i lungerne, men er tilmed stranguleret af en fiskeline. Han bor på Skellergården, der ifølge forfatteren ligner et gammelt landsted fra starten af forrige århundrede. En af hovedpersonerne, vicekriminalkommisær Trokic, gætter på, at jorden fra landstedet er udstykket til de omkringliggende parceller.

Alarmklokker
Alarmklokkerne bimler. Hvor ligger det?
Man får yderligere input til sin stedsans, da det hedder om Skellergården, at den er malet i en plettet mørkegul farve, som skaller af. På hoveddøren af træ hænger lakken i laser. Også eternittaget ser ud til at trænge til en udskiftning.
Det er meget svært at stoppe sindet i et flyve rundt langs Giberåens løb for at finde noget, der kan svare til Skellergården...
Og bedst, som man tror, man er landet det rigtige sted, viser det sig at være forkert. Detaljerne er forkerte, vejen er forkert.
Og det er en irriterende svaghed i en ellers godt fortalt historie. Den er placeret ned i en særdeles lille geografi, uden at den stedkendte alligevel kan være helt med. Historien foregår i sfo'en, hos bageren, på Hørretvej og ud af Bedervej men uden den nøjagtighed, mårsletteren naturligt må stille til historien.
Det virker som en snubletråd, der er lagt ud adskillige gange i bogens første del men når man først dertil, at man indser, at nøjagtigheden ikke er der, så kan man læse videre og forbi.

Krimi nr. to
Historien handler om voksnes misbrug af børn og de svære konsekvenser, det får. "En spændende krimi med et ubærligt plot. Efter løsningen har man bare lyst til at finde sine børn, knuge dem ind til sig og hviske: "Forlad os vor skyld. Thi vi voksne ved ikke altid, hvad vi gør," som det hed i en anmeldelse.
Krimien er Inger Wolfs nr. to. Også i debut'en, Sort sensommer, var geografien lokal. Den tog udgangspunkt i en septembermorgen, hvor en hundelufter under sin morgentur finder den enlige mor Anna Kiehl myrdet i Marselisborg Skov.
Teamet af politifolk er det samme, og samspillet mellem Trokic, Lisa, Jacob, Jasper og kolleger udvikler sig til en selvstændig historie i historien måske med tendens til at stjæle vel meget af opmærksomheden.
/BiJ