Fodbold-piger til DM
14/8/2008

Det uofficielle Danmarksmesterskab i fodbold afholdes i den kommende weekend i Stensballe ved Horsens.
På grund af et relativt højt deltagergebyr havde TMG Lilleput på forhånd valgt turneringen fra, selvom det er en invitationsturnering og altså kun for de udvalgte.
Holdet er dog gentagne gange blevet opfordret af arrangørerne til at deltage.
Tirsdag eftermiddag blev trænerteamet kontaktet af arrangørerne igen. De manglede et hold og kunne tilbyde deltagelse til en væsentligt reduceret pris samt en tur til kampen Danmark-Spanien i Parken den 20.august.

Det var næsten ikke til at sige nej til tilbage stod dog at få samlet et hold, der kunne tage afsted på trods af byfesten og andre arrangementer. Samt at få flyttet en turneringskamp, som skulle spilles søndag på hjemmebane.

Det hele er lykkedes - og fredag eftermiddag drager 14 spillere fra 6.-klasserne afsted sammen med holdleder Helle Fallesen og trænerne Søren Madsen og Jørgen Friis Bertelsen. Den første indledende kamp mod FC Mors stpilles i Stensballe fredag kl. 18 mod.
Lørdag spilles der kamp allerede kl. 8 mod Raklev.
Næste kamp er kl. 13 mod Søllerød-Vedbæk.
Senere lørdag og søndag spilles der placeringskampe.

Pigerne er garanteret seks kampe og en kæmpe oplevelse. At de oveni får en landskamp, hvor Danmark spiller mod de regerende europamestre, som tak, fordi de vil stille op, luner kun ekstra.

/Trænerteamet/BiJ