Fortsat ja til kioskplan
11/10/2008

Hvis det står til rådmand Peter Thyssen (R), får det ingen praktiske konsekvenser, at Statsforvaltningen har givet kommunen en begmand i sagen om kioskbygningen på Tandervej 6 A og bestemt, at sagen skal gå om i byrådet.
"Vi vil igen indstille et ja til byggeriet og forventer, at der fortsat er et flertal", siger Peter Thyssen til dagens udgave af Århus Stiftstidende.
Som omtalt her på Maarslet.net torsdag, har kommunens tekniske forvaltning (som Thyssen er politisk chef for) fejlinformeret byrådet om forholdene omkring den tidligere kiosk.
I Århus Stiftstidende har Thyssen denne kommentar til den forkerte information:
"Det er en træls sag, og det er beklageligt, at der er lavet en fejl, så byrådet ikke har fået de rigtige papirer. Men teknisk udvalg var bekendt med fejlen og har selv beset stedet, inden flertallet sagde ja til byggeriet".
Birthe Jørgensen, som er nabo til kioskbygningen, udtaler i samme avis håb om, at byrådet vil benytte lejligheden til at skifte mening og sige nej til den omstridte udvidelse af bygningen.
PerH.