Økologiske grøntsager
20/10/2008

Lykken kan godt købes for penge. Det mener i hvert fald Marianne Rasmussen. Hun bor på Nymarksvej og arbejder egentlig som direktionssekretær i Skanderborg. Men for et stykke tid siden arvede hun nogle penge, og dem har hun investeret i nedsat tid, nogle dyre maskiner og en tredjedel af en stor økologisk mark ved Løjenkær sydøst for Solbjerg. Høsten herfra har hun siden 1. juli solgt hver lørdag fra det lille indhak ved tandlægen ud til Brugsens parkeringsplads.
"Man bliver helt høj af det. Kunderne er meget begejstrede, og jeg er egentlig lidt forbløffet - troede måske ikke, at det ville være så populært. Jeg kan jo godt selv lide at gå i brugsen, hvor man kan få det hele. Men kunderne har bestemt ikke noget imod at stå i kø foran min trailer og købe grøntsager. Mange synes, det er synd for mig, når vejret er dårligt, men det er det ikke. Jeg elsker det. Det er ikke nogen økonomisk guldgrube, men jeg synes, jeg har købt lykken for min arv."
Marianne Rasmussens virksomhed hedder Sølvbeden. Find fast en henvisning under den grå topmenu Service.
/BiJ