Foredrag om hestenes land
11/11/2008

Tirsdag den 18. november kl. 19.30 er der mulighed for både et kig ind i den nyrenoverede herskabsstald på Vilhelmsborg og høre et foredrag om "Hestenes Land - blandt tamheste og vildheste i Mongoliet".
Foredragsholder er Gudrun Lefmann, som har besøgt Mongoliet blot få år efter Sovjetunionens opløsning.
Mongolerne er verdens ældste rytterfolk. Det var dem, de gyldne horder, der i sin tid bragte ridehesten til Europa. Mongoliet ligger isoleret fra omverdenen, klemt inde mellem Rusland og Kina. Det har altid været vanskeligt at komme dertil, og tiden kan synes at have stået stille i det smukke steppeland med de stolte traditioner.
Den dag i dag lever mange mongoler fortsat en tilsyneladende glad og fri nomadetilværelse i steppelandet langt borte.
Gudrun Lefmann fortæller om sit ophold blandt nomaderne og giver et indblik i hesteavl, gæret hoppemælk, væddeløb og ikke mindst den fantastiske oplevelse at stå ansigt til ansigt med den mongolske vildhest.

Dørene åbnes kl. 19, og foredraget indledes kl. 19.30.
Gratis adgang ­- alle er velkomne.
/BiJ

link