Færre børn indskrevet
15/1/2009

Kun cirka 70 børn dukkede op, da Mårslet Skole tirsdag og onsdag havde indskrivning for børn fra årgangene 2002 og 2003. Det betyder, at skolen nu skal ud og spørge sig for, hvor de sidste af dem, man havde ventet, blev af. Nogle af dem venter et skoleår eller er indskrevet på privatskole - det ved man allerede. Men en lille gruppe har slet ikke givet lyd.
Af de 70 børn, der blev indskrevet, var et par stykker ikke forud opført på listen som potentielle børn. De bor nemlig ikke i Mårslet endnu, men er på vej hertil.
Skoleleder Bodil Hvid mener, at sygdom kan være årsag til, at man ikke er kommet til indskrivning.
- Mit bud er, at der kommer 10 børn mere, så vi får fire klasser, siger hun.
Det endelige tal for årgangen ligger ikke fast før i april, hvor der kommer besked om, hvor mange børn Mårslet Skole får fra vestbyen. Derefter går klassedannelsen i gang op mod åbent hus-arrangementet omkring 1. juni.
Mårslet Skole har lige nu 792 børn indskrevet. Det er lidt færre, end prognoserne har forudsagt. Bodil Hvid fortæller, at mange af de børn, der er indskrevet nu, kommer fra Hørretløkken, mens Mustrupvej og Nymarks Allé ikke bidrager med så mange børn endnu.
Skolen er i øvrigt ved at være klar med en byggeplan for den store udvidelse. Skolen tilføres fire fælleslokaler og et pædagogisk læringscenter. Byggeriet ventes at starte efter sommerferien 2009 og at være færdigt til ibrugtagning sommeren 2010.
/BiJ

link