16 kunstaspiranter
7/6/2009

16 elever. 16 forskellige værker. 16 forskellige udtryk, der alle tager udgangspunkt i storbyen og dens dynamik og energi.
Inspireret af en studietur til Berlin har eleverne på Testrup Højskole de sidste tre uger arbejdet intenst med hver deres fortolkning af temaet Storbyen og dens oaser.
De 16 kunstaspiranter har siden begyndelsen af februar udforsket kunstens forskellige udtryk i medier som foto, tegning, skulptur, keramik og maleri. Udstillingen på Rådhuset er kulminationen af de afsluttende ugers arbejde, hvor hver enkelt har haft frie hænder til at vælge format og udtryksform under storbytemaet.
Udstillingen åbner fredag 12/6, hvor eleverne også vil præsentere værkerne og forklare om det kunstneriske projektarbejde.
Blandt de mange projekter er et 14-timers kunstmaraton. Bag værket står Martin Søndergaard, der fra kl. 9 om morgenen til kl. 23 om aftenen satte sig for at tegne uden at stoppe undtagen lige for at spise. Ud af det er kommet en serie kridttegninger.
"Jeg ville se, om det havde nogen indvirkning på måden, jeg tegner på, og om man kunne se på billederne, når jeg blev træt og ukoncentreret ", siger Martin Søndergaard, der har brugt de 20 uger på kunstholdet for at undersøge, om kunsten skulle være hans levevej.

Et kæmpemaleri på over to gange to meter vil også være at finde på Rådhuset. Det er et fællesprojekt med fokus på samarbejde og proces.
"Vi ville lave noget, der ikke var så stringent og retlinet, hvor vi kunne lege med pladsen og have mulighed for at male noget grimt og så male det over igen", fortæller Andrea Stadil Glahn om baggrunden for projektet, som hun har lavet sammen med Signe Jacobsen.
Det har været sværere end de umiddelbart havde troet, "fordi vi maler i to fuldstændig forskellige stilarter og så at få dem til at passe sammen", fortæller Signe Jacobsen.
Undervejs har de to taget billeder af det abstrakte maleri, og fotografierne bliver udstillet sammen med maleriet for at lade beskueren følge, hvordan værket er blevet til. Ideen er at vise det dilemma, som har udfordret kunsteleverne i arbejdet med de mange forskellige kreative projekter undervejs i forløbet: Hvornår er kunstværket egentligt færdigt?
Derudover er linoleumstryk, fotografi, kollage, tegning, maleri og væginstallation nogle af de formater, der bliver udstillet.

Det er anden gang, Testrup Højskole udbyder kunst som linjefag. Det betyder at kunstlinjens rammer endnu ikke er fuldstændigt fastlagte. Sammen med eleverne er de to kunstlærere Steen Larsen og Lars Mogensen i gang med at definere kunstens ståsted og kunstholdets rolle på højskolen.
/Testrup Højskole

link