Kunderne strømmer til
17/8/2009

Tandklinikken i Mårslet kan godt mærke, at Mårslet er blevet større. Kunderne strømmer til, og indehaver af klinikken, Mette Lyck, har taget to konsekvenser. Pr. 1. oktober udvider hun med en deltidsansat tandplejer - og indtil da er der lukket for tilgang af nye patienter.

Pernille Jæger, den nye tandplejer, er specialiseret i undersøgelser, tandrensning og paradentosebehandling. Det er de tre behandlinger, som en stor del af patienterne kommer for at få.
Hvordan samarbejdet mellem de to tandlæger og den nye tandplejer skal struktureres, ligger endnu ikke fast. Mette Lyck overvejer at lade Pernille Jæger stå for en del af undersøgelserne af et antal patienter.
Den nye tandplejer får til huse i det rum, der ligger nærmest venteværelset.
Mette Lyck overtog pr. 1. april 2008 klinikken fra sin kollega, John Grege Andersen. John Grege Andersen startede tandklinikken for mange år siden og drev den de første år på Tandervej.
/BiJ

link