Filmmanden Jørgen Leth
10/9/2009

Filmkunstneren og forfatteren Jørgen Leth indtager Testrup Højskole onsdag aften den 16. september. Her vil han fortælle om sit syn på kunst, kærlighed, film og litteratur.

Jørgen Leth, der siden 1991 har været bosat i Haiti, er kendt som en original kunstner, der i tidens løb både har indkasseret både lovord og protester. For fire år siden vakte hans bog "Det uperfekte menneske" en voldsom furore med sine sanselige skildringer af en affære med en 17-årig haitiansk kvinde. Det var for meget for det gode borgerskab.
Siden har han fået ny ære og er nu tilbage på den kulturelle scene i fuld vigør.
Jørgen Leth har en sjælden evne til at fokusere på detaljer, så man ser virkeligheden på en ny og poetisk måde f.eks. har han præsteret en legendarisk live-anmeldelse af en solnedgang over Kikhavn. Sin største folkelige udbredelse har han uden tvivl fået som kommentator på TV2s reportager fra Tour de France.

Efter foredraget er der kaffebord og diskussion.
Alle er velkomne. Der indledes kl. 19.30, og entreen på 100 kr. kan halveres, hvis man melder sig ind i højskolens skolekreds.

link