Stem lokalt 17/11,
10/11/2009

Han ønskede det næppe genbrugt i valgkampen, den byrådspolitiker, der i januar brillerede i byrådet i Århus med en irriteret bemærkning om (frit refereret), at nu gad han ikke høre mere om Mårslet, og at han syntes, at den socialdemokratiske byrådsgruppe skulle tage en alvorlig snak med Margrethe Bogner, som alene pga. sin bopæl blev ved med at bringe sager fra Mårslet op i byrådet.

Frit anvendt peger bemærkningen kun én vej: At man skal stemme lokalt, hvis man vil have Mårslet hørt i byrådet.

Samme synspunkt gjorde de fem byrådskandidater, der mandag stillede op til vælgermøde i Mårslet, gældende. De lukkede og slukkede mødet med det fælles budskab, at det er vigtigt at stemme lokalt 17/11, hvis man vil have lokale synspunkter hørt de næste fire år.

Ellers blev aftenens temaer foldet ud, som det sig hør og bør for et lokalt vælgermøde, mellem små nuancer og store sager. Der blév spurgt ind til de dårlige forhold, samfundet byder de psyskisk syge, der blév spurgt til skolernes driftsmidler, og det blev antydet, at vælgerne kunne lade panelets holdninger til både kulturstøtte, fodboldbaner og kommunale hovedentrepriser spille ind på deres stemmeafgivning. Men det store diskussionsemne var og blev vej. Dvs. Beder-Bering-vejen.

Liljan Mortensen (S) markerede indledende, at hun helst så vejen tegnet som et mix af de to forslag, der er på bordet og ville i øvrigt vægte hensynet til dem, der risikerer at blive ramt af ekspropriation.

Steen B. Andersen (S) gjorde gældende, at der er brug for en funktionel vej, der kan aflaste, og som ikke er for stor. På nuværende tidspunkt ville han gerne afvente høringssvarene fra VVM-undersøgelsen, og i øvrigt så han sammenkædningen med en Kattegat-bro som et skræmmebillede.

John Engelbrechtsen (R) kunne godt se, at vejen måske vil være et stort plus for andre lokalsamfund i Århus Syd, men han så den ikke som løsningen på Mårslets trafikproblemer, og han så ikke overraskende forbindelsen til Kattegat-broen som en betydelig risiko.

Jens Thomsen (K), som aftenen igennem benyttede enhver chance til at markere sig som modstander af al den skov, der er planer om i Århus, var især overrasket over de få tilkørsler, der er tegnet ind, og gjorde gældende, at der skal flere til, før vejen løser Mårslets trafikproblemer. Han mente i øvrigt, at hvis der er tale om et motorvejslignende byggeri, skal den længere mod syd, væk fra Mårslet ellers ville han bare have den så tæt på Testrup som muligt.

Ivan Dybvad (V) slog først og fremmest til lyd for, at man er nødt til at afvente VVM-undersøgelsen og de forslag, som borgerne sender ind i den forbindelse. Han benyttede også mødet til at klemme det allersidste liv ud af den såkaldte glemte vej:
"I min verden er den væk. Det er en utopi," svarede han på et spørgsmål fra en borger i Hørret.

/BiJ