Børnene er blevet bedre
11/12/2009

Resultatet var opløftende og meget bedre end i fjor, da to betjente fra Århus Politi torsdag 3/12 kl. 7.40 tog opstilling på to centrale positioner tæt på Mårslet Skole.

320 elever kom på cykel til skole, og rigtigt mange af dem havde cykelhjelm på.
Det betyder, at Mårslet Skole er den skole i Århus med klart flest cyklende elever - også procentuelt.
"Det er et virkeligt tilfredsstillende resultat og sikkert et delvist udtryk for det gode oplysningsarbejde om netop trafikken på skolevejen," mener Ole Nørskov, som er færdselskontaktlærer.
Af de 320 cyklister havde kun otte pct. ikke orden i lys og reflekser.
"Det er et meget fint resultat, da det gennemsnitligt er 15 pct. målt over hele Århus," mener Ole Nørskov, som giver forældrene stor ros for den gode opbakning.
/BiJ