10'eren til debat
5/4/2010

Hvad mener mårsletterne om busforbindelsen til Århus? Skal bussen have flere afgange i timen end 10’eren har i dag? Og skal bussen køre ad en anden rute end vi er vant til?
Det vil Fællesrådets Forretningsudvalg (FU) gerne høre din mening om på et offentligt møde i Mårslet Skoles kantine torsdag 15. april kl. 19.00 - 21.00.
På mødet får vi besøg af Rigmor Korsgaard, som er leder af Århus Kommunes afdeling for kollektiv trafik. Hun er for tiden dybt involveret i den planlægning af helt nyt bybusnet som kommunen og Midttrafik arbejder med.
Du kan finde flere oplysninger om planen via linket.
Udkastet til nyt rutenet giver store ændringer for de fleste ruter.
For 10’eren betyder det, at bussen ikke længere skal køre ind gennem Hørret, ruten til Århus bliver anderledes og skal ende i Tilst i stedet for i Åbyhøj. Flere afgange er der ikke tale om.
Er vi i Mårslet tilfredse med det?
Udkastet er i offentlig høring frem til 26. april, så det er nu vi har en chance for at få indflydelse.
Efter mødet 15. april vil FU skrive et høringssvar om hvad FU mener om busplanerne. Alle andre kan også indsende høringssvar.
Vel mødt i skolens kantine torsdag 15. april kl. 19.

link