Lykke på Tandergård
29/4/2010

En større delegation af repræsentanter for landbo- og naturfredningsforening, biogasproducenter, presse og andre stod klar til at modtage klima- og energiminister Lykke Friis, da hun torsdag besøgte Tandergård for enden af Tandervej.

I løbet af halvanden time fik den næsten nyudnævnte minister en hurtig introduktion til et moderne biogasanlæg kombineret med en lige så moderne svineproduktion i storskala.

I samme veloplagte stil, som man kender fra fjernsynet, sugede Lykke Friis til sig af tekniske detaljer om biogasanlægget, der omdanner gyllen fra Tandergårds søer og grise til el, varme og gødning.

Takket være biogassen er Tandergård, som ejes af brødrene Bent og Ole Munk Nielsen, blevet selvforsynende med energi, og atmosfæren er blevet sparet for udledning af 170 tons CO2 årligt.

Det var noget klimaministeren kunne lide at høre.
Hun fik dog også at vide, at der i dansk landbrug ikke ligefrem er begejstring for den angiveligt ret sparsomme støtte, regeringen giver til biogasanlæg som det på Tandergård.

Men heller ikke det ødelagde den gode stemning, og efter rundvisningen og en række korte indlæg fra indforskrevne eksperter var ministeren fortsat imødekommende og smilende, da hun sagde 1000 tak for gæstfriheden.

Se indslag i TV2 Østjylland via linket.

PerHH.

link