Anna Johnsen
22/5/2010

Anna Johnsen, tidl. lærer på Mårslet Skole, blev i formiddags udnævnt til årets Mårslet-Borger.

Det skete med en indstilling, der hæftede sig ikke mindst ved hendes store arbejde i Litteraturkreds 8320, som hun var en væsentlig ildsjæl i under væreby-leveby-projektet.

Desuden er Anna Johnsen i byen kendt for sit engagement i og arbejdskraft omkring kirken og minikonfirmanderne. En overgang drev hun desuden en kunstskole for børn fra sit hjem.

Prisen, som ud over æren består af en check, en buket blomster og en gavekurv, er indstiftet af Nordea og bliver traditionelt overrakt pinselørdag på torvet foran brugsen og banken.

Den gives til en person, som i særlig grad har gjort sig gældende med en aktiv, ulønnet indsats til gavn for byen, en forening, en klub eller andet til glæde for børn, unge eller ældre.

Priskomiteen udgøres af filialens leder samt de to modtagere af prisen de to foregående år. Det var således i år Jacob Lind og Kaj Christensen, der havde været med til at vælge blandt de mange indstillinger.

Pengene vil Anna Johnsen bruge til gavn for byen. Hun lovede således i en takketale at arrangere et åbent litteraturforedrag i Sognehuset.
/BiJ