Svend Blaabjerg, Mårslet
18/8/2010

Svend Blaabjerg fra Mårslet fejrer 40 års jubilæum i radio-tv branchen.

Den 1. august 2010 var det præcis 40 år siden, at Svend Blaabjerg første gang trådte ind over dørtrinnet til tv-værkstedet hos Park-Radio i Hasselager.

Det jubilæum bliver fejret af den lokale radio-TV mand ved en reception fredag den 20. August fra kl. 14-17. i butikken Blaabjerg Radio på Butikstorvet i Hørning. Her vil blive serveret pølser fra gammeldags pølsevogn samt øl, vin og vand.

I anledning af jubilæet har Svend Blaabjerg fundet B&O radioer og TV frem fra de sidste 40 år, og udstiller dem i butikken.

Samtidig bliver der et væld af gode tilbud, dog understreger Svend Blaabjerg at det bliver til 2010 priser, da det er til kundernes fordel.

”For 40 år siden solgte vi 26 tommer TV til 7.000 kr. I dag har jeg dem til salg for 3.795 kr.,” fortæller han.

I forretningen vil der også blive lavet en værkstedsplads, hvor Svend vil vise eksempler på reparationer af TV og radioer.

/PiE