Litteraturpris overrækkes
10/1/2012

Fredag den 13. januar uddeles Montanas Litteraturpris for 2011 på 100.000 kroner.

Overrækkelsen af prisen finder sted på litteraturseminaret Tag og læs! på Testrup Højskole kl. 17.00.

De nominerede til Montanas Litteraturpris 2011 er:

- Bjørn Rasmussen for romanen "Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet"
- Pablo Llambias for sonetterne "Monte Lema"
- Helle Helle for romanen "Dette burde skrives i nutid"
- Lars Frost for romanen "Skønvirke"
- Hanne Højgaard Viemose for romanen "Hannah"
- Janina Katz for digtsamlingen "Skrevet på polsk"

Montanas Litteraturpris er indstiftet af Dagbladet Information og Testrup Højskole i 2006 og gives hvert år til et dansk værk, som inden for sin genre er fornyende eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde.

Den kan gives til skønlitterære udgivelser, essaysamlinger, fagbøger og biografier.

I 2006 modtog Mette Moestrup prisen for digtsamlingen kingsize, i 2007 blev Peter Øvig Knudsens Blekingegadebanden belønnet, prismodtageren for 2008 var Niels Frank med digtsamlingen Små guder, i 2009 modtog Lars Skinnebach prisen for genrebogen Enhver betydning er også en mislyd og sidste år blev prisen givet til Pia Juul for digtsamlingen Radioteateret.

Dommerkomiteen, der har udpeget prismodtageren i år består af litteraterne Elisabeth Friis, Kamilla Löfström, Erik Skyum-Nielsen, Thomas Thurah og forfatteren René Jean Jensen. Prisen er sponsoreret af Montana Møbler A/S.

/Testrup Højskole

link