Pas på ved stationen
4/1/2013

Når der holder et tog på stationen i Mårslet, så er det ikke for at vente på, at du kommer godt over sporene. Det venter på et tog, som kommer fra den modsatte retning. Derfor er det vigtigt at se sig godt for –og at tale med sine børn om det.

Det stod torsdag den 3. Januar meget klart for Helle Bruhn, som overværede en situation, hvor en dreng på cykel var tæt på at blive ramt af toget ved stationen.

”Der holdt et tog i spor 2 med retning mod Aarhus. Det ventede på toget, der kom fra Aarhus. Der kom en dreng på cykel, som kun så det ventende tog men ikke opdagede, at der kom ét fra den anden side,” fortæller hun.

Togføreren, der holdt og ventede, dyttede da han så drengen køre –og heldigvis opfattede drengen faren og nåede over.

”Jeg tror simpelthen, at mange børn glemmer at toget holder stille for at vente på det andet tog, ikke for at vente på at vi krydser sporet,” siger Helle Bruhn, som var virkelig rystet ovenpå oplevelsen. Drengen fortsatte i fuld fart ned ad Langballevej –sandsynligvis selv noget chokeret.

Helle Bruhn oplever, at de nye tog kører hurtigere ind på stationen end de gamle røde, hvilket hun tror også kan snyde dem, der mener, de kan nå at krydse. Hendes opfordring lyder derfor på at kigge sig rigtigt godt for –eller endnu bedre –at vente til der ikke længere holder nogen tog på stationen.

Erik Hansen, som er projektleder på Aarhus Nærbane, fortæller at indkørselshastigheden til stationerne er max 30 km i timen, ligesom det var for de gamle tog.
”Men det kan godt være, at de gamle tog kørte langsommere end det, fordi deres bremseeffekt ikke var så god som på de nye tog. Samtidig er de nye tog smallere og mere lydsvage –det kan måske være med til, at det synes som om, de kører hurtigere,” fortæller han.

Den nye køreplan betyder, at toget mod Aarhus går på minuttal 10 og 40 og det mod Odder på minuttal 11 og 41, derfor krydser de to togsæt hinanden to gange i timen på Mårslet Station.
/LBT