Ursula Andkjær Olsen
11/1/2013

Ursula Andkjær Olsen modtager fredag den 11. januar Montanas Litteraturpris for 2012 på 100.000 kroner. Overrækkelsen af prisen finder sted på litteraturseminaret Tag og læs! på Testrup Højskole kl. 17.00.

Prisen tildeles Ursula Andkjær Olsen for digtsamlingen Det 3. årtusindes hjerte, og dommerkomiteen motiverer:

"Montanas Litteraturpris for 2012 tildeles Ursula Andkjær Olsen (f. 1970) for digtsamlingen Det 3. årtusindes hjerte, som i en stram, storladen komposition gennemskriver smertelige erfaringer af adskillelse og forening og indføjer disse i et politisk og almenmenneskeligt rum. Bogen betegner et nybrud i forfatterskabet og et kæmpe skridt frem for dansk poesi gennem sin forening af systemisk stringens med en lidenskab, der uvægerlig forplanter sig til den for hvert nyt afsnit mere bevægede og betagede læser."

Dommerkomiteen, der har udpeget prismodtageren i år består af litteraterne Elisabeth Friis, Lilian Munk Rösing, Erik Skyum-Nielsen, Thomas Thurah og forfatteren Pia Juul. Prisen er sponsoreret af Montana Møbler A/S.

URSULA ANDKJÆR OLSEN
Ursula Andkjær Olsen er cand.mag. i musikvidenskab og filosofi fra Københavns Universitet og har gået på forfatterskolen 1997-99. Udvalgte udgivelser: Lulus sange og taler (digte, Arena/L&R 2000), Atlas over huller i verden (digte, Gyldendal 2003), Ægteskabet mellem vejen og udvejen (digte, Gyldendal 2005), Skønheden hænger på træerne (digte, Gyldendal 2006), Havet er en scene (digte, Gyldendal 2008), Have og helvede (digt, Gyldendal 2010), Det 3. Årtusindes hjerte (digte, Gyldendal 2012). Ursula Andkjær Olsen har bl.a. modtaget Dan Turèll-prisen (2006), Edvard Pedersens Biblioteksfonds Forfatterpris (2007), Det Danske Akademis Otto Gelsted-pris (2010) og Holberg-medaillen (2011.

MONTANAS LITTERATURPRIS
Montanas Litteraturpris er indstiftet af Dagbladet Information og Testrup Højskole i 2006 og gives hvert år til en forfatter af aktuel dansk litteratur, som inden for sin genre er fornyende eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde. Den kan gives til skønlitterære udgivelser, essaysamlinger, fagbøger og biografier. Prisen uddeles på Testrup Højskoles litteraturkursus Tag og læs!

TIDLIGERE PRISMODTAGERE
2006: Mette Moestrup for digtsamlingen kingsize
2007: Peter Øvig Knudsen for fagbogen Blekingegadebanden
2008: Niels Frank for digtsamlingen Små guder
2009: Lars Skinnebach for digtsamlingen Enhver betydning er også en mislyd
2010: Pia Juul for digtsamlingen Radioteatret
2011: Bjørn Rasmussen for romanen Huden er det elastiske hylster der omgiver legemet

DE NOMINEREDE TIL MONTANAS LITTERATURPRIS 2012
Christina Hesselholdt: Selskabet gør op (fortællekreds, Rosinante)
Jonas Rolsted: Flex Death (digt, Gyldendal)
Ursula Andkjær Olsen: Det 3. årtusindes hjerte (digte, Gyldendal)
Harald Voetmann: Kødet letter (roman, Gyldendal)
Thomas Boberg: I den næste by (rejseminder, Gyldendal)
Nielsen: Store Satans Fald (roman, Gyldendal)

KONTAKT KURSUSLEDERNE OG INDSTIFTERNE AF PRISEN
Christian Dorph tlf. 2637 7826
Mads Eslund tlf. 27120660
Peter Nielsen tlf. 2943 0710