Montanas Litteraturpris
10/1/2014

Asta Olivia Nordenhof modtog fredag den 10. januar Montanas Litteraturpris for 2013 på 100.000 kroner.
Overrækkelsen af prisen fandt sted fredag 10. januar kl. 17:00 på litteraturseminaret "Tag og læs!" på Testrup Højskole.
Prisen tildeles Asta Olivia Nordenhof for digtsamlingen "det nemme og det ensomme" samt bloggen "jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.com". Det er første gang Montanas Litteraturpris uddeles til en praksis, der eksplicit omfatter et netbaseret medie. Dommerkomiteen motiverer:
"Udspændt mellem knækprosa og lyrisk komposition skriver Asta Olivia Nordenhof på én gang selvbiografisk og socialt om misbrug i familien, om hverken at ville eller kunne arbejde, om livet som 'et æreløst mirakel'. Tonen er øm og humoristisk, præcis og bevægelig, nærværende og gribende, uanset om Nordenhofs skarpe og spontane skrift flyder på hendes blog eller i den trykte digtsamling."

Dommerkomiteen, der har udpeget prismodtageren i år, består af den norske forfatter Karl Ove Knausgaard, dramatikeren Line Knutzon, kritikerne Tue Andersen Nexø, Lilian Munk Rösing og Thomas Thurah. Prisen er sponsoreret af Montana Møbler A/S.

Asta Olivia Nordenhof tog afgang fra Forfatterskolen i 2011. Hun debuterede med den collage-prægede prosasamling "Et ansigt til Emily" (Basilisk, 2011). "det nemme og det ensomme" er hendes anden bog. Bloggen "jegheddermitnavnmedversaler" blev oprettet i 2010 og har fortløbende bragt en lang række tekster, videoer og billeder, der tilsammen udgør et vildtvoksende katalog, et grundlag på hvilket Nordenhof praksis udspiller sig. Nordenhof har selv udtalt: "Jeg har dårlig, meget dårlig samvittighed, hvis jeg ikke får skrevet på bloggen. Jeg anser bloggen som det vigtigste medie og min primære praksis." (Information, 20. dec 2013).

Montanas Litteraturpris er indstiftet af Dagbladet Information og Testrup Højskole i 2006 og gives hvert år til en forfatter af aktuel dansk litteratur, som inden for sin genre er fornyende eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde. Den kan gives til skønlitterære udgivelser, essaysamlinger, fagbøger og biografier. Prisen uddeles på Testrup Højskoles litteraturkursus Tag og læs!

Tidligere prismodtagere
2006: Mette Moestrup for digtsamlingen kingsize
2007: Peter Øvig Knudsen for fagbogen Blekingegadebanden
2008: Niels Frank for digtsamlingen Små guder
2009: Lars Skinnebach for digtsamlingen Enhver betydning er også en mislyd
2010: Pia Juul for digtsamlingen Radioteatret
2011: Bjørn Rasmussen for romanen Huden er det elastiske hylster der omgiver legemet
2012: Ursula Andkjær Olsen for digtsamlingen Det 3. årtusindes hjerte

DE NOMINEREDE TIL MONTANAS LITTERATURPRIS 2013:
Klaus Rifbjerg: Intet sikkert abnormt (Gyldendal) hædersnomineret og uden for konkurrencen.
Yahya Hassan, Yahya Hassan (Gyldendal)
Peter Adolphsen, År 9 efter loopet (Samleren)
Ida Jessen, Postkort til Annie (Gyldendal)
Anders Abildgaard, Din fjendes fest (Gyldendal)
Asta Olivia Nordenhof, det nemme og det ensomme (Basilisk)

Med venlig hilsen
Christian Dorph, Olga Ravn, Kamilla Löfström & Peter Nielsen
kursusledere og prisindstiftere

link