MultiHallen i vælten
21/2/2015

Her kan I læse den pressemeddelelse, som MultiHallens styregruppe sendte ud i starten af februar.

Vi vil gerne præcisere, at vi har en god dialog med Mårslet skoles ledelse, og at det udelukkende er Børn & Unge forvaltningen, som vi har haft svært ved at få i tale med henblik på at støtte projektet.

Det har heldigvis ændret sig nu på baggrund af de seneste ugers omtale i JP Aarhus og Lokalavisen Aarhus Syd. Midt i marts har vi et møde med rådmand for Børn og Unge Bünyamin Simsek.

/MultiHallens Styregruppe



Multihal på vej i Mårslet trods udfordringer

Meget tyder på, at Mårslet nu endelig får sin multihal, men den oplagte synergi mellem Mårslet Skole og multihal bliver efter alt at dømme ikke til noget, da skolen er helt ude af projektet på grund af manglende økonomi.

Mårslet-borgerne mangler i den grad hal-tider, og Mårslet Skole har blandt andet som følge af skolereformen åbenlyse behov for flere faciliteter til idræt og bevægelse. Trods det er Mårslet skole nu dømt ude af projektet omkring opførelsen af den kommende multihal, hvor alle behovene ellers ville kunne blive indfriet. Og det både undrer og ærgrer styregruppen bag multihallen.

“Vi er nået dertil, hvor vi nok desværre må konstatere, at vi ikke kommer til at indfri vores ambitioner omkring multihallen i samarbejdet med Mårslet Skole. Vores mål var fra starten, at vi i fællesskab kunne give skolen et tiltrængt løft til de faciliteter, der blandt andet skal understøtte den nye skolereform” siger formand for styregruppen og TMG Kurt Kirkedal Laursen og fortsætter:

”I styregruppen har vi gennem det seneste halve år haft flere møder med skolens ledelse, og ad flere omgange er multihal-projektet blevet præsenteret for forskellige repræsentanter fra Børn & Unge forvaltningen. Desværre har de mange gode synenergier omkring fælles brug af lokaler og faciliteter ikke resulteret i nogen form for konkret respons fra forvaltningen. Det tolker vi som, at Børn & Unge ikke ønsker at bidrage økonomisk til hverken byggeriet eller den efterfølgende drift –

og dermed ender vi nu den paradoksale situation, at den nye multihal vil stå tom i dagtimerne, hvor skolen ellers kunne være en flittig bruger.”

Dyrt at lave om senere
Kurt Kirkedal Laursen påpeger desuden, at hvis Børn & Unge på et senere tidspunkt ændrer mening og gerne ser, at multihallen og skolen bliver bygget fysisk sammen, så vil det ud fra et økonomisk synspunkt være en væsentlig dyrere løsning.

“Vi mener, at Børn & Unge skal gå med i projektet nu, hvor alt stadig er på tegnebrættet. Skolen mangler jo også plads til at udvide køkken og kantinedrift, der er behov for større multi-/fællesrum og ikke mindst et sted, hvor skolens elever kan samles til foredrag, teater, koncerter mv. Samtidig skal vi huske på, at der fortsat er en tilvækst af børnefamilier i Mårslet. Dermed bliver behovene jo kun bliver større med tiden,” siger Kurt Kirkedal Laursen.

Godt samarbejde med Sport og Fritid
I modsætning til den sparsomme dialog med Børn & Unge har der været en helt anderledes positiv og løsningsorienteret dialog med kommunens Sport og Fritidsafdeling. Afdelingen og rådmanden har været en aktiv samarbejdspartner igennem hele processen, og indtil videre har afdelingen støttet multihallen med 3.6 millioner kroner.

”Vi mærker stor velvilje hos ansatte i Sport og Fritid, og de er imponerede over den halve million, vi har samlet ind siden september 2014. Men det ændrer desværre ikke på, at der mangler midler fra skolen og Børn & Unge. Derfor har styregruppen udarbejdet en ny projektplan for multihallen, hvor det samlede budget er beskåret fra ca. 21 millioner kroner til knap 17 millioner kroner,” siger Kurt Kirkedal Iversen.

“Vi vil ikke lade os bremse af modvilje eller langsommelighed fra Børn & Unge, og derfor kører vi nu videre med et nyt og mindre projekt. Der skal ikke herske tvivl om, at vi kæmper alt, hvad vi kan for at få den multihal, som vi så åbenlyst mangler i Mårslet. Og hvis Børn & Unge ændrer mening, så står vi til enhver tid klar til at sætte en ny og positiv dialog i gang,” slutter Kurt Kirkedal Laursen.

Fakta om multihallen:

- Den nye multihal skal bygges sammen med den nuværende hal i Mårslet
- Ud over en ny hal, som kan deles op, kommer der også multirum, fitness, spinning, kantine og køkken, møde- og festlokaler.
- Borgerne i Mårslet har indtil videre samlet mere end 1.7 millioner kroner ind til multihallen
- Første spadestik forventes i sensommeren 2015 og indvielse i august 2016.

link