Montanas Litteraturpris
25/1/2016

Dorrit Willumsen modtog fredag den 15. januar Montanas Litteraturpris for 2015 på 100.000 kroner. Overrækkelsen af prisen fandt sted på litteraturseminaret Tag og læs! på Testrup Højskole kl. 17.00. Det er tiende gang prisen uddeles.

Dommerkomiteen, der har udpeget prismodtageren, består af litteraterne Anne-Marie Mai, Erik Skyum-Nielsen, Solveig Daugaard, Tue Andersen Nexø og forfatteren Anders Abildgaard. Prisen er sponsoreret af Montana Møbler A/S.

Dommerkomiteen motiverer udpegelsen:
”Montanas Litteraturpris for 2015 tildeles Dorrit Willumsens roman Nær og fjern, som med boblende humor, stilistisk suverænitet og kompositorisk originalitet gennemskriver en mærkeliggjort modernitet befolket af mennesker styret af deres umiddelbare indskydelser og sanselige impulser. Værkets kølige konsekvens og lidenskabelige intensitet gør bogen til en af årets helt store læseoplevelser, som nydes lige godt hurtigt og ganske, ganske langsomt. Dorrit Willumsen har skrevet bøger i et halvt århundrede, men med dette værk er hun nået frem til et sted, hvor hun kan være helt sin egen og totalt ligeglad med alle forskrifter og regler.”

DORRIT WILLUMSEN
Dorrit Willumsen er født i 1940 og debuterede i 1965 med novellesamlingen Knagen. Hun har siden udgivet en lang række bøger: romaner, noveller, digte, skuespil og erindringer og har modtaget flere priser for sit forfatterskab bl.a. Nordisk Råds Litteraturpris (1997, romanen Bang), De Gyldne Laurbær (1984, romanen Marie), Kritikerprisen (1983, romanen Marie) og Det Danske Akademis Store Pris (1981, romanen Manden som påskud). Dorrit Willumsen har modtaget Statens Kunstfonds livsvarige ydelse siden 1980.

MONTANAS LITTERATURPRIS
Montanas Litteraturpris er indstiftet af Dagbladet Information og Testrup Højskole i 2006 og gives hvert år til en forfatter af aktuel dansk litteratur, som inden for sin genre er fornyende eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde. Den kan gives til skønlitterære udgivelser, essaysamlinger, fagbøger og biografier. Prisen uddeles på Testrup Højskoles litteraturkursus Tag og læs!

TIDLIGERE PRISMODTAGERE
2014: Christina Hagen for hybridcollagen Boyfrind
2013: Asta Olivia Nordenhof for digtsamlingen Det nemme og det ensomme
2012: Ursula Andkjær Olsen for digtsamlingen Det 3. årtusindes hjerte
2011: Bjørn Rasmussen for romanen Huden er det elastiske hylster der omgiver legemet
2010: Pia Juul for digtsamlingen Radioteatret
2009: Lars Skinnebach for digtsamlingen Enhver betydning er også en mislyd
2008: Niels Frank for digtsamlingen Små guder
2007: Peter Øvig Knudsen for fagbogen Blekingegadebanden
2006: Mette Moestrup for digtsamlingen kingsize

DE NOMINEREDE TIL MONTANAS LITTERATURPRIS 2015
Kim Leine: Afgrunden (roman, Gyldendal)
Kirsten Hammann: Alene hjemme (roman, Gyldendal)
Ursula Scavenius: Fjer (noveller, Basilisk)
Hanne Højgaard Viemose: Mado (roman, Basilisk)
Dorrit Willumsen: Nær og fjern (roman, Gyldendal)
Jonas Rolsted: Abandon Green Language (digt, Gyldendal)

/Christian Dorph, Mads Eslund & Peter Nielsen
– kursusledere og prisindstiftere

link