SuperBrugsen i gavehumør
22/4/2016

Der var en ekstra god overraskelse til de fremmødte på Mårslet og Omegns Brugsforenings generalforsamling onsdag den 20. april, der blev afholdt på Testrup Højskole. SuperBrugsens bestyrelse tilbød nemlig de fremmødte at betale et års kontingent til Testrup Højskoles Skolekreds.

79 nye medlemmer meldte sig ind i Skolekredsen, og på den måde donerer SuperBrugsen 8500 kr. til Testrup Højskole.

Medlemmerne af Skolekredsen udgør højskolens bagland, der arbejder for at styrke skolens liv og giver åndelig opbakning. Medlemskabet giver samtidig flere fordele, blandt andet rabat på billetter til alle skolens arrangementer.

SuperBrugsens bestyrelse vil med donationen vise, at den støtter de spændende arrangementer, der foregår på Testrup Højskole.

”Vi håber, at de nye medlemmer vil tage del i højskolens liv og deltage i de mange spændende foredragsaftenener, teaterforestillinger, temadage, debatmøder, elevoptrædener og koncerter højskolen tilbyder,” fortæller formanden for Mårslet og Omegns Brugsforening, Anne-Mette Bay Bjørn.
/JHC