Fodboldpiger i Holland
15/4/2009

TMG´s U-13 piger hjem fra Holland med fortjent 2. plads.
I påsken var 17 spillere fra TMG U-13 pigehold i Holland, for at deltage i den store internationale fodboldturnering Holland Cup i Almere. Pigerne skulle over 2 dage spille 8 kampe, svarende til 4 timers fodbold. Afrejse var tidligt fredag morgen med ankomst til Holland sidst på eftermiddagen. Efter aftensmad var der en let træning for lige at få gang i benene efter den lange bustur.

Lørdag bød på 4 kampe og modstanderne både lørdag og søndag var Bramming Boldklub fra Danmark, Headstone Manor FC fra England, Burtscheider TV fra Tyskland, og ASC Waterwijk fra Holland. I forvejen er det svært at vide hvor gode modstanderne er, og vi havde valgt turneringen i Holland mere som en træningsturnering forud for forårssæsonen, end en turnering, hvor resultaterne var det vigtigste. Det viste sig hurtigt, at niveauet var højt. I først kamp tabte vi lidt ufortjent 1-0 til Headstone Manor FC, og i 2. kamp tabte vi 3-0 til Bramming. Herefter fik vi rokeret lidt rundt på specielt den centrale midtbane, så vi spillede med samme formation som sidste efterår, hvilket straks gav resultat. 3-0 over både Burtscheider TV og ASC Waterwijk var ikke et mål for stort. Lørdag aften var vi en tur gennem strøget i Almere, en spændende oplevelse, hvor vi fik set helt speciel moderne strøgarkitektur.

Søndag mødte vi de samme hold i modsat rækkefølge. Vi lagde ud med en meget fortjent, men alt for lille 20 sejr over ASC Waterwijk. Herefter var turen kommet til Tyskerne. Kampen blev en sand belejring af det tyske mål, med målchancer i massevis og rigtig mange langskud. Men ind ville bolden ikke, og så måtte vi nøjes med 0-0. På det tidspunkt troede vi at 2. pladsen var langt væk, men da Headstone Manor samtidig tabte deres 4. kamp i træk efter 3 sejre, kunne vi pludselig selv afgøre det med en sejr i sidste puljekamp mod netop Headstone Manor. Inden det skulle vi spille mod Bramming, som havde kørt os lidt over om lørdagen. Det skulle vise sig, at blive en rigtig lige kamp, og det var tydeligt, at vi for alvor var ved at være oppe i gear. Lidt uheldigt tabte vi 1-0 men spilmæssigt havde de sidste 2 kampe vist, at vi var ved at være i det rigtige niveau. Sidste kamp mod Headstone Manor blev lidt af en gyser. Vi var klart bedre end englænderne, men alligevel kom vi bagud 1-0. Midt i 2. halvleg fik vi endelig udlignet, på et flot langskud efter hjørne, og så blev hele holdet dirigeret frem til angreb. Det blev til et par store chancer, men ind ville bolden ikke, og så blev det 1-1. På det tidspunkt troede vi, at vi var blevet 3 eller 4 i turneringen, men da vi fik regnet efter var vi endt med 11 point, et flere end både tyskerne og englænderne, og fik dermed en fortjent 2. plads efter de suveræne vindere fra Bramming Boldklub. Så var der pokal og gruppebillede med alle holdene.
Efter aftensmaden var der tur til Amsterdam. Vi var på kanalrundfart, og fik set lidt andet end fodboldbanerne i Almere.

Billeder fra turen kan ses på pigernes egen hjemmeside: www.tmg-u13-piger.dk.

Trænerteamet vil gerne takke spillere, supporters og sponsorer for en rigtig dejlig tur, og ser frem til en god forårssæson.

På trænerteamets vegne
Jørgen

link